Vandværket graver fortsat
Jeg har været i kontakt med Kregme Vandværk og fået lidt brugbar information omkring deres stikledningsprojekt.
De har ikke holdt os orienteret, da de indtil videre kun arbejder ude på selve vejen, men de forstod godt, at vi nok alle alligevel undrer os over, "hvad der foregår", når vi bliver berørt af støjen og afspærringerne. De vil fremadrettet holde vejlauget opdateret.
Kort sagt lægger de nye hovedledninger i jorden for tiden.
På grund af vejret er det stadig uvist, hvor længe projektet vil stå på, men de forventer at være færdige til sommerferien.
De vil, på min opfordring, tage fat i entreprenøren nu omkring midlertidige afspærringsskilte ved Thorsvej og Runevænget, når de somme tider har valgt at spærre helt for indgang. Det har været lidt til gene, at man ikke vidste det på forhånd.
De vil sende en mail til vejlauget, hvis der i fremtiden lukkes for vandet, men sidst det skete, skyldtes det en ledning, som uplanlagt blev gravet over.
Når projektet er færdigt, går de i gang med at udskifte alle vores stophaner til brønde, hvilket vandværket selv afholder alle udgifter til.
Brøndene vil blive anlagt omkring 1 meter fra, hvor vandet går ind i dag, og låget på brønden bliver 50 x 50 cm. Der må godt køres med bil på låget. Hvis I derfor har stophanen et godt stykke inde i jeres haver, skal arbejdet ske inde på matriklen, men formentlig er stophanerne placeret omkring en meter inde på grundene.
Det var lidt nyt omkring vejarbejdet. Derudover har Halsnæs behandlet mit tip omkring manglende vejbelysning på nogen parkeringspladser, og de har nu meddelt, at disse lamper bliver udskiftet i november 2021. På stikvejen ved Flintevænget 2-8 kan I se et eksempel på de nye små gadelamper. De ligner vores nye, store lamper i miniudgave og har et fint lys.
På mandag afholder bestyrelsen møde, og herefter vil I høre nyt om generalforsamling med mere.
Martin og jeg har været i gang med 2. forsøg på tinglysning og afventer svar.